Hvorfor virker PECS ikke?

Hvorfor virker PECS ikke? – fordi det ikke anvendes rigtigt!
– Artikel af Jette Hamborg Christiansen, børnepsykiatrisk sygeplejerske og Tine Buschmann, talepædagog.

Forleden dag sad vi i en gruppe sammen med flere forældre, og vi talte om forskellige pædagogiske metoder, som man kan
anvende til at fremme udviklingen hos børn med AUTISME-spektrum-forstyrrelser (ASF). Forældrene ved siden af os fortalte
om PECS, for det havde deres dreng prøvet, men de syntes ikke det virkede og ej heller, at det var en god metode.
Vi spurgte nysgerrigt, hvorfor de var skeptiske og fik følgende historie.

Specialbørnehaven, hvor deres dreng tidligere havde gået, var begyndt at indføre PECS til ham, og forældrene syntes også,
i første omgang, at det var en god ide. Deres dreng har intet talesprog og det ville være et gennembrud for dem og ham,
hvis han kunne lære at kommunikere sine ønsker og behov. Han lærte ret hurtigt at række et billede af, det han gerne
ville have. Så langt så godt.

Kort efter at han var begyndt at mestre fase 1, besluttede hans pædagoger, at når han nu brugte PECS ved frokostbordet,
for at få de ting han kunne lide, så skulle han også lære at spise noget nyt pålæg. Og her gik det galt!

Moderen fortalte, at frokosten og PECS var endt i konflikt, fordi hendes dreng skulle bede om et stykke rugbrød med
noget pålæg på, som han ikke kunne lide. Det følte hun var meget forkert og de holdt op med at anvende PECS, fordi
han ophørte med at kommunikere med PECS. Man kan jo ikke fortænke barnet i, at det ikke har lyst til at kommunikere
om ting, som det ikke bryder sig om og konklusionen blev derfor: PECS virker ikke!

Det er ikke første gang vi hører en sådan historie, og det gør ondt langt ind i vore behandlerhjerter at høre det.

Udviklingen af PECS begyndte i USA i midten af 1980’erne og det er en metode, der er under stadig udvikling.
I begyndelsen var målgruppen småbørn med AUTISME spektrum forstyrrelser, men som årene er gået og man har fået
mange erfaringer viser den sig anvendelig til både børn og voksne med svære kommunikative vanskeligheder,
der kan have baggrund i forskellige handicaps.

Metoden anvendes over hele verden og når vi har deltaget i og undervist på konferencer både her og i England, har vi mødt pædagoger, lærere og forældre fra Europa, Mellemøsten, U.S.A., Sydamerika og Asien

PECS begynder med at lære børnene, at kommunikere om de ting, de har et stort ønske om at få og med indbygget succes-sikring.

Man skal med PECS fokusere på barnets initiativer til spontan kommunikation, og hvem gider at tage initiativ til at
kommunikere om noget, man ikke vil have eller kan lide. Det skulle jo være logik for alle, at det er der få der vil –
og især ikke mennesker med AUTISME.
Vi beder jo heller ikke selv om gule ærter, hvis vi ikke kan lide det… Men alligevel glemmer vi det i vores iver efter at
lære barnet forskellige færdigheder. Selvfølgelig skal barnet, over tid lære, at man ikke altid kan få det man ønsker mest,
og barnet skal lære at indgå i læring og krav, men det kommer først efter at det er blevet helt fortroligt med, at det nytter
at række et billede for at opnå det ønskede.

PECS, kommunikation med udveksling af billeder, er en metode, hvor man rækker et billede at det man gerne vil have til
en voksen eller en anden person. Metoden består af seks faser til indlæring af spontan kommunikation.

I fase 1 lærer personen at række et billede af en ønsket ting til den kommunikative partner. Dette sker ved hjælp af en
assistent, der fysisk hjælper personen med at tage billedet op fra bordet og række det til den kommunikative partner,
der straks giver den ønskede ting. Inden da har man grundigt afsøgt hvilke ting personen er motiveret for at kommunikere om.

I alle faserne arbejdes der med generalisering mht. lokalitet og personer.

I fase 2 lærer personen ved hjælp af en fysisk assistent at tage billedet fra kommunikationsmappen og række det til den kommunikativ partner. I denne fase øger man afstanden imellem den kommunikative partner og mappen med billedet samt
afstanden imellem personen og mappen.

I fase 2 lærer personen også at bringe mappen med sig til forskellige aktiviteter.

Fase 3 drejer sig om at lære at diskriminere imellem flere billeder. Målet er at lære personen at vælge imellem flere
foretrukne ting og aktiviteter.

Den fjerde fase handler om at lære at kommunikere ved hjælp af en sætning bestående af et ”jeg vil have” billede og et
billede af den ønskede ting. Disse billeder placeres i rækkefølge på en sætnings-strimmel inden den rækkes til den
kommunikative partner.

I fase 5 lærer personen at forstå spørgsmålet ”hvad vil du have?”.

I fase 6 lærer man forskellen imellem at bede om og kommentere i forhold til, hvad man kan se og høre etc.

I 2000 begyndte vi selv, sammen med kolleger, at indføre metoden til en gruppe børn med ASF med et vældig godt resultat.
Siden fulgte mange andre børn og når vi ser på deres udvikling kan den sammenfattes i følgende overskrifter:

  • Børnene udviklede deres kommunikative færdigheder
  • De blev mere glade
  • De blev bedre til at henvende sig spontant til andre
  • De udviste mindre uhensigtsmæssig adfærd
  • Deres rigiditet og vanebundethed mindskedes
  • De oplevede at have indflydelse og medbestemmelse

Vi har ligeledes fået erfaring med PECS til voksne mennesker med ASF gennem supervision til personalet på en boinstitution for voksne mennesker med autisme.

  • Disse voksne mennesker blev:
  • Mere kommunikative – mindre angste
  • Mere tilfredse og velbefindende
  • Mere fleksible og mindre rigide
  • Deres udfordrende adfærd mindskedes
  • De fik mere medbestemmelse og indflydelse på eget liv

Vores erfaring er således, at det er de samme positive resultater man opnår, når man indfører PECS til mennesker med svære kommunikative vanskeligheder uanset om det drejer sig om børn, unge eller voksne.

Den fejl man nogle gange gør, og som det også skete i dette tilfælde, er, at man blander flere målsætninger sammen. I dette eksempel ville man både lære barnet at kommunikere, men man ville også stille krav til barnet om at lære at spise varieret, og det er en stor fejl. Følgen er at barnet holder op med at kommunikere med PECS. Og så forkaster man metoden som uanvendelig.

Som vejleder i PECS er vi stødt ind i følgende fejl:

man går for hurtigt frem

man blander personalets kommunikation til barnet sammen med barnets kommunikation til personalet

man bruger ikke to trænere i fase 1 og fase 2

man indfører for hurtigt restriktioner i form af, at man siger ”nej” til barnets anmodninger om ønskede ting ved hjælp af ”NO symbols”

man fjerner billeder fra barnets kommunikationsbog, når de voksne ikke synes, at barnet skal bede om en ting

man anvender kun PECS i få situationer i løbet af dagen

man fjerner ikke signaler/prompts igen

man får ikke generaliseret PECS til mange forskellige situationer

man tror det er en metode til træning af sprog

For os er der ingen tvivl: PECS virker, men det er en forudsætning, at man bruger metoden rigtigt, at man forstår metoden og dens målsætning og at man som pædagog eller forældre er trænet til at indføre PECS.

Det er en menneskeret at kunne kommunikere uanset handicap. Det er vores ansvar som omsorgs-personer at fremme disse menneskers muligheder for at kunne kommunikere og individuelt vurdere hvilke redskaber og metoder de har behov for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

I arkiv