Fra isolation til kommunikation

Fra isolation til kommunikation –
En case om brug af PECS til en voksen mand med Autisme

Af talepædagog Tine Buschmann, afdelingsleder og pædagog Hanne Sørensen og
børnepsykiatrisk sygeplejerske, Jette Hamborg Christiansen.

PECS er en kommunikationsmetode med brug af billeder, hvor personen lærer at tage initiativ til kommunikativ
udveksling med andre. Metoden er udviklet af psykolog Andrew Bondy og talepædagog Lori Frost i 1985 i
Delaware, USA. PECS var oprindeligt tænkt anvendt til småbørn med Autisme uden funktionel kommunikation,
men i løbet af årene har de erfaret, at metoden kan anvendes til småbørn, unge og voksne med andre alvorlige kommunikationsvanskeligheder foruden autisme.

Målet med metoden er, at lære personen funktionel kommunikation i sociale sammenhænge ved hjælp af billeder.

Metoden er delt op i 6 faser, hvor de første fire faser lærer personen at bede om håndgribelige ting, og senere i de
sidste faser læres mere socialt baserede kommunikative funktioner, så som at kommentere.

De 6 faser

I fase 1 lærer personen at række et billede af en ønsket ting til den kommunikative partner. Dette sker ved hjælp
af en assistent, der fysisk hjælper personen med at tage billedet op fra bordet og række det til den kommunikative
partner, der straks giver den ønskede ting. Inden da har man grundigt afsøgt hvilke ting personen er motiveret
for at kommunikere om.

I alle faserne arbejdes der med generalisering mht. lokalitet og personer.

I fase 2 lærer personen ved hjælp af en fysisk assistent at tage billedet fra kommunikations-mappen og række det til
den kommunikativ partner. I denne fase øger man afstanden imellem den kommunikative partner og mappen med
billedet samt afstanden imellem personen og mappen. I fase 2 lærer personen også at bringe mappen med sig til
forskellige aktiviteter.

Fase 3 drejer sig om at lære at diskriminere imellem flere billeder. Målet er at lære personen at vælge imellem flere
foretrukne
ting og aktiviteter.

I fase 4 handler det om at lære at kommunikere ved hjælp af en sætning bestående af et ”jeg vil have” billede og et
billede af den ønskede ting. Disse billeder placeres i rækkefølge på en sætningsstrimmel inden den rækkes til den
kommunikative partner.

I fase 5 lærer personen at forstå spørgsmålet ”hvad vil du have?”.

I fase 6 lærer man forskellen imellem at bede om og kommentere i forhold til hvad man kan se og høre etc.

Vi, Tine Buschmann og Jette H.Christiansen, har igennem de sidste fem år arbejdet med og undervist i PECS, og
gennem dette arbejde er der skabt forbindelse til et botilbud for voksne mennesker med AUTISME.

Lederen Hanne Sørensen henvendte sig til os, fordi botilbuddet var i færd med at introducere PECS til en beboer og
bad os i denne forbindelse om at supervisere deres projekt. Projektet er støttet af midler fra Socialt Udviklingscenter (SUS).

Case:

Simon er 42 år og har nu været i det samme botilbud i mange år. Tidligere har han levet en meget omtumlet tilværelse
med mange skift og mange behandlingsmetoder. Han blev diagnosticeret som en svagt fungerende dreng med infantil
Autisme allerede som 7-årig. De næste 20 år af hans liv boede han på 17 forskellige opholdssteder. De sidste år før
det nuværende botilbud var han indlagt på lukket afdeling på psykiatrisk hospital. Her var han de sidste 3 år fikseret
døgnet rundt på grund af voldelig adfærd.

Simon fik og har stadig brug for en del antipsykotisk og angstdæmpende medicin.

Da han kom til sit nuværende bosted blev TEACCH metoden indført til ham og dette førte til et godt resultat.
Han er isoleret og afskærmet fra andre mennesker, og personalet sørger for, at han har fået en forudsigelig og
genkendelig hverdag. Han gennemfører de samme aktiviteter hver eneste dag uden afvigelser og han er
mønsterbundet og ritualiseret.

Personalet er usikker på, om der virkelig er noget han kan lide at foretage sig ud over stereotype handlinger, som
for eksempel at rulle frem og tilbage i sengen.

Simon kan kun rumme at være sammen med et personalemedlem ad gangen, og slet ikke andre beboere, da han ellers
bliver angst, aggressiv og destruktiv. Derfor har han ikke værkstedstilbud eller anden beskæftigelse.

Selvom TEACCH har hjulpet ham meget, kan han dog stadig kun bære at være sammen med en person ad gangen.
Nyt personale skaber angst og uro hos ham.

Sprogligt forstår han enkle forklaringer. Han anvender få ord og 2-3 ords sætninger, samt en del ekkotale, men i
hans rituelle handlinger taler han lidt mere med sig selv. Sproget bliver ikke anvendt kommunikativt. Simon kan ikke
kommunikere egne behov på anden måde end ved uhensigtsmæssig og aggressiv adfærd. Han optræder ofte
truende over for personalet, virker kaotisk, smider med genstande og kan slå ud efter personalet.

Hans mentale alder skønnes at være 3 år på alle udviklingsområder bortset fra det motoriske.

Trods den store indsats med TEACCH metoden er det ikke lykkedes at gøre Simon mere fleksibel og ej heller
kommunikerende. Derfor besluttede personalet at prøve om PECS kunne udvikle disse områder.

Efter et introduktionskursus til hele personalegruppen begyndte de at introducere PECS og gik i gang med fase 1, 2 og 3.

Da Simon kun kan magte at være sammen med en person af gangen besluttede personalet, efter grundige overvejelser,
at afvige fra de foreskrevne regler om at være to (en kommunikativ partner og en fysisk assistent), i arbejdet med at
introducere fase 1 og 2.

Det lykkedes ret hurtigt at lære ham fase 1 og 2 på denne måde.

Til gengæld stødte de på problemer i fase 3, fordi de havde indført PECS ved hjælp af indlæringsstrategierne fra TEACCH.

I TEACCH metoden indlæres nye færdigheder ved et indlæringsbord, og Simon havde lært at et rødt klæde på
bordet betyder ”nu skal du lære noget ukendt og nyt”. Så da han skulle til at lære at diskriminere imellem to billeder
(fase 3), et af en foretrukken ting og et af en ikke-foretrukken ting, signalerede det røde klæde, at han skulle lære at
spise noget nyt. I dette tilfælde havde personalet, som den ikke-foretrukne ting, valgt rødbeder, som han ikke kan lide.
Dette for at gøre det nemmere for ham at vælge det foretrukne, nemlig marcipanbrød. Simon troede, at han skulle lære
noget nyt, nemlig at spise rødbede.

Processen gik herefter i stå, fordi personalet ikke vidste hvordan de skulle løse dette problem.

Til supervisionen fandt vi, gennem videoanalysen, ud af at personalet var stødt ind i dilemmaet med at få
TEACCH og PECS til at arbejde sammen.

Målet med PECS er at udvikle spontan kommunikation i alle hverdagens situationer, og denne kommunikationsmetode
kan med fordele, men med vanskeligheder, integreres i TEACCH metoden, hvor et af målene er at give mennesker med
autisme en overskuelig, genkendelig og velstruktureret hverdag.

Det viste sig også, at de ikke havde lavet afsøgning af, hvilke ting han var motiveret for at kommunikere om
(forstærkere), men blot lavet fotos af de ting, de troede han kunne lide.

Vi besluttede os for at begynde helt forfra, bryde alt op og tage PECS væk fra indlæringsbordet. Det betød også,
at vi fjernede signaler, der kunne minde ham om de kendte TEACCH strategier. Han fik en ny mappe i en anden farve,
således at alle farvesignaler ændredes fra rød til blå.

Mappen kom herefter til at ligge fremme på hans værelse. Han lærte i løbet af fire dage fase 1 og 2 i de vante
omgivelser og personalet sørgede for at få generaliseret færdighederne til flere og flere situationer og sammen med
flere forskellige personer. Herefter lærte han hurtigt at diskriminere imellem flere billeder i fase 3, og personalet
oplevede PECS som en succes.

Simon kommunikerer nu lystigt sine behov i pauser og ved måltider, og han er tydeligvis mere afslappet og veltilpas.
Han har mulighed for hele tiden at kunne kommunikere et behov, og han bærer mappen med sig rundt i sin lejlighed. Kommunikationen har betydet at hans samvær med personalet giver ham mening og positive erfaringer.
Han oplever at have medindflydelse og selv at kunne bestemme f.eks. pålægget til sin mad. Tidligere var alt tilrettelagt
og personalet troede ikke han kunne magte at vælge. Personalet oplever ham nu mindre rigid og mønsterbundet
ved måltiderne, og han kan spontant vælge nye ting. Generelt er han blevet mere rolig og mindre ængstelig, og h
an har i en lang periode ikke reageret udadrettet og destruktivt.

Erfaringer

PECS metoden har vist, at Simon er blevet kommunikerende om egne behov i forhold til, hvad han vil spise, og der
arbejdes på at lære ham at kommunikere om egne behov i forhold til andre aktiviteter. Han er blevet mere fleksibel og
mindre rigid som følge af, at han har fået mulighed for at kommunikere med billeder.

Før PECS oplevede personalet det som anstrengende at arbejde med Simon, fordi han for dem var uforudsigelig i sine
ofte voldsomme og aggressive reaktioner, og nogle var direkte bange for ham.

Efter PECS hører vi i supervisionen udtalelser som ”jeg har fået et andet forhold til Simon – det, at han kommunikerer,
gør ham til en person for mig”. Personalet siger, at deres skepsis overfor PECS er blevet gjort til skamme, og deres
indstilling til Simon er ændret til noget positivt. ”Vi går ind til ham med en helt anden forventning end tidligere” –
og nye medarbejdere er blevet indkørt uden nævneværdige problemer.
Faktisk kan de være to personer omkring ham, f.eks. når der videofilmes.

I løbet af de 6 måneder vi har superviseret personalet er det blevet tydeligt for os, at PECS også er en god metode
til voksne mennesker med autisme med lavt funktionsniveau og uhensigtsmæssig og udfordrende adfærd.

Simons liv har, set med vore øjne, ændret sig. Fra en hverdag præget af angst, frustrationer, uhensigtsmæssig og
destruktiv adfærd til en hverdag, hvor han har medindflydelse og mulighed for at kommunikere nogle af sine behov.

Simon er nået til fase 3 i PECS og anvender dermed mange fotos i sin kommunikation med personalet. PECS kan
anvendes uden at komme igennem alle faserne og at mestre fase 3 giver store kommunikationsmuligheder.
Efter vores mening er Simons livskvalitet hermed øget betydeligt. I og med hans voldelige adfærd er dæmpet,
har det givet personalet et andet og positivt syn på ham som person. Det kan lukke op for nye og kreative tanker om,
hvad Simon kan magte af udfordringer i sit liv – også på det sociale område.

Litteratur:

Lori A. Frost & Andrew Bondy:

PECS – Kommunikation med udveksling af billeder.

Skriv et svar